Kirkebakken 80 er et dejligt bofællesskab i Beder syd for Århus, hvor vi bor otte familier sammen – pt. 14 voksne og 19 børn i alle aldre.
Vi bor på en gammel kostskole, hvor de tidligere undervisningslokaler og elevværelser er lavet om til lejligheder. Vi har også store fællesarealer: Værksted, spisesal, fælleskøkken, gæste- og legeværelse, vaske- og tørrerum og ikke mindst en kiosk i kælderen. Og så har vi en herlig gymnastiksal, bevaret som den så ud i kostskoletiden med scene og ribber og plads til at tumle.
Udendørs har vi 10.000 kvm. have, som rummer høns, boldbane, køkkenhave, frugttræer, trampolin, shelter, gynger, bålpladser og alskens aktiviteter.
Bofællesskabet blev startet i 1981 af otte familier, der drømte om bedre rammer for familielivet og om at indgå i et større fællesskab. Selvom vi efterhånden har været gennem flere generationsskift, er fællesskabet stadig vigtigt – et rart og rummeligt fællesskab med plads til den enkelte familie.
Se flere billeder